Nyheder 

Her kan du læse om alt nyt, der sker omkring
Brødrene Olsen's udgivelser.

Arkiv



BRØDRENE OLSEN

- Songs med nærvær

Med en håndfuld yderst kompetente musikere bag sig, er Brødrene Olsen nu "tilbage ved rødderne" og klar med den nye cd "Songs". Jørgen og Noller Olsen har udlevet en gammel drengedrøm og indsunget deres versioner af en stribe sange fra deres ungdom. Vi nævner i flæng "Love Grows (where my Rosemary goes)", som Edison Lighthouse havde et stort hit med, "Cecilia", "Mr. Tambourine Man", "Daydream Believer", "No Milk Today" og mange, mange flere. Alle sammen hits, som brødrene ville ønske, de selv havde skabt!

Brødrene Olsen har indsunget numrene med dyb respekt for de originale versioner - men dog stadig med den sound, som kendetegner Brødrene Olsens musik. Universet er fyldt med nærhed, intimitet og stor musikalsk kvalitet.

"Vi håber meget, at vores store begejstring for disse sange skinner igennem, når man lytter til cd'en", udtaler Jørgen. "Den er faktisk indspillet på ganske kort tid, hvor vi levede os helt og aldeles ind i det her univers, og nød at lade som om det var vores egne sange", fortsætter Noller med et smil på læben. Med sig havde de et live-orkester med nogle af Danmarks absolut dygtigste musikere: Poul Halberg på guitar, Jette Schandorf på bas, Olle Nyberg på piano, Jan Sivertsen på trommer, Jacob Andersen på percussion og på kor brødrene Jacob og Søren Launbjerg.

Brødrene Olsen mestrer at indsynge denne sangskat med stor indlevelse og varme. Man kunne ligefrem fristes til at påstå, at disse skønne sange i Brødrene Olsens versioner blot er blevet endnu mere elskelige.

"Songs" er produceret af Poul Halberg og vokalproduceret af Stig Kreutzfeldt. Den udkommer den 5. august 2002.